SF: Marxisme er stadig vejen frem

“SF vil da aldrig indføre marxisme i virkeligheden” - er een af de ytringer, jeg ofte hører. Og vi kan da kun håbe de får ret.

Jeg tillader mig et af de lange citater, fra www.konservative.dk:

Kan det virkelig passe, at hver femte dansker er marxist? Og ønsker danskerne virkelig at genoplive LO’s kongstanke fra 1970’erne om ØD, hvor virksomhedernes overskud bliver kanaliseret ind i centrale fonde og styres af fagforeningerne.

Spørgsmålene er yderst relevante i en tid, hvor Socialistisk Folkeparti nærmer sig 20 pct., og hvor flere meningsmålinger giver rødt flertal.

SF rider for tiden på en bølge af succes, hvor selv borgerlige midtervælgere føler sig tiltrukket af Villy Søvndals smarte replikker og partiets såkaldte hamskifte.

Jeg anerkender, at SF har stemt for regeringens finanslov og er med i trafikplanen og bankpakken. Det kan på papiret ligne et kursskifte i retningen af en mere ansvarlig politik, men nu skal man som bekendt passe på med at skue hunden på hårene.

I Villy Søvndal og Ole Sohns proces mod at gøre SF regeringsansvarlig forlød det op til partiets hovedbestyrelsesmøde i Karrebæksminde for et par uger siden, at de ville udarbejde et nyt reformprogram, hvor der skulle gøres op med partiets revolutionære holdning og dets ønske om at afskaffe kapitalismen.

Så burde den hellige grav være velforvaret, skulle man tro.

Ved at afsværge sig revolutionen skulle ingen længere være bange for, at SF pønser på at overtage produktionsapparatet og gennemføre proletariatets diktatur, sådan som Karl Marx proklamerede tilbage i 1849.

Men nej. Så god er verden desværre ikke. Der er stadig al mulig grund til at frygte en regering med SF’s deltagelse.

SFs hovedbestyrelsesmøde fik således et helt andet udfald, end der var lagt op til, og danske virksomheder og kapitalismen kan derfor stadig ikke føle sig sikre ved et eventuelt regeringsskifte i Danmark.

Efter mødet står det nemlig lysende klart, at SF stadig ønsker et socialistisk samfund baseret på Karl Marx´s ideer. Præcist som det har gjort siden Aksel Larsen i 1959 forlod Danmarks Kommunistiske Parti og stiftede SF.

Hovedbestyrelsesmødet gav altså ingen fornyelse. Det var hverken tale om perestrojka eller gladnost fra Villy Søvndals side.

Den forventede fornyelse og modernisering udeblev, og på mødet blev det tværtimod slået fast, at SF’s principprogram fra 2003, der ifølge egne ord baserer sig på en marxistisk samfundsforståelse, ligger urokkeligt fast.

Det betyder altså, at SF fortsat arbejder for ”en revolutionær proces hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen,” som det udtrykkeligt formuleres i principprogrammet.

Og ud fra de sparsomme oplysninger, som trods alt kom ud fra hovedbestyrelsesmødet fremgår det, at SF i en regering med Socialdemokratiet skal kræve, at en del af overskuddet i private virksomheder bliver dirigeret over i fonde, som de ansatte kan bestemme over. At der etableres en statsbank, og at der bliver sat en stopper for offentlige udliciteringer.

Forslag, der ikke bare giver mindelser om LO’s bastante krav om ØD i slutningen af 1970’erne, men som på en hver måde hører til i en for længst svunden tid.

Man kan undre sig over, at de danske nyhedsmedier næsten over en kam har overset indholdet i SF’s strategiudkast, men hvad der forekommer endnu mere besynderligt er, at Det Radikale Venstre, der ellers nok har brug for at markere sig, tilsyneladende har valgt at forholde sig passivt.

For dem som husker den politiske historie tilbage omkring 1980 vil erindre, hvorledes Det Radikale Venstre den gang blokerede for LO’s meget bastante krav om indførelse af økonomisk demokrati og opbygningen af centrale lønmodtagerfonde.

De radikales modstand mod ØD den gang, og i de hele taget partiets modstand mod Anker Jørgensens økonomiske politik, var stærkt medvirkende til regeringsskiftet i 1982 og dermed også medvirkende til, at det lykkedes den borgerlige firekløver-regering med Poul Schlüter i spidsen at foretage genopretningen af dansk økonomi.

Det er åbenlyst for de fleste, at verdensøkonomien og dermed også dansk økonomi er præget af finanskrisen. Arbejdsløsheden stiger nu forholdsvis stærkt og friværdierne er skrumpet kraftigt ind.

Over alt i verden arbejder regeringer, nationalbanker og den finansielle sektor på løsninger, der skal bringe os ud af finanskrisen og stoppe stigningen i arbejdsløsheden. Her er Danmark er ingen udtagelse.

Men

Belært af 70 års dårlige erfaringer bag det gamle jerntæppe med socialistisk planøkonomi burde det således være åbenlyst for enhver, at marxismen hverken er vejen til øget velstand eller øget personlig frihed for borgerne.

Det forekommer derfor stadig mere uforståeligt, at SF vælger at holde fast i den marxistiske samfundsforståelse.

Man må håbe, at Villy Søvndal også engang når til den erkendelse. Om ikke andet, så må man da håbe for nationens bedste, at vælgerne besinder sig og indser, at løsningen på fremtidens udfordringer ikke skal findes i udtjente og fallerede ideologier.