Det er ikke uden en vis bæven, jeg sætter mig for at kritisere een af dansk litteraturs helt store, Klaus Rifbjerg. Men Klaus Rifbjergs kronik Giv os Danmark tilbage i dagens Politiken, skal nu ikke stå uimodsagt.
Kronikken er eet langt, man fristes til at sige kronisk, kulturadikalt skoleridt hvor alle anderledes tænkende nedgøres og dæmoniseres. Citat: “Vi har Danmark, men Danmark er ikke blot klitter og marehalm og sand og himmel og hav, Danmark er en sindstilstand og eksisterer kun, så længe vi er i stand til at bevare og forsvare dets anstændighed eller – for at sige det på en anden måde – til Dansk Folkeparti og resten af VKO stjæler landet fra os og forvandler det til ukendelighed. At udlandet efterhånden ser med skepsis på fædrelandets forandring kan ikke undre. Fra at være genstand for beundring er vi nu genstand for undren, for hvordan kan et land, som med kløgt og solidaritet var i stand til at forvandle sine egne nederlag til ubetinget social succes, pludselig vise et så grimt og fortrukkent ansigt, som Danmark gør med sin aktuelle flygtningepolitik – for bare at tage et eksempel? ”
Det er jo netop Klaus Rifbjerg og hans meningsfæller, der ikke anerkender demokratiet og at et anderledes tænkende og legitimt flertal regerer landet på tredje valgperiode. Som forfalder til at tilsvine sin egen rede i udlandet ved at sammenligne politiske modstandere med Hitler og Fanden selv.
Klaus Rifbjerg og med ham en lang række andre kulturradikale samt politikere fra RV, S, SF og Enhedslisten gør sig skyldige i et stinkende redepisseri, der ikke er set værre siden den skammelige fodnoteperiode i firserne, hvor venstrefløjen i desperation over årelang opposition af indenrigspolitiske årsager tilsværtede Danmarks omdømme i udlandet ved at vende vores allierede i Nato og EF ryggen og gå Sovjetunionens ærinde. Uffe Ellemann-Jensen kæmpede en lang og til tider meget ensom kamp mod persongalleriet i PET-kommissionens rapport. Heldigvis vendte Socialdemokratiet med Nyrups magtovertagelse og Klaus Hækkerup som forsvarsminister tilbage til Nato-sporet, og Danmarks omdømme i Nato-kredsen er med Anders Fogh Rasmussens fornemme udnævnelse til generalsekretær nu genoprettet. Men det var en stærkt skadelig og unødvendig udflugt.
Denne omgang redepisseri kan vise sig langt farligere, fordi Rifbjerg & Co. i snart et årti har fortalt udlandet hvor forfærdeligt et land Danmark er at leve i. Den slags hænger ved.
Lad ikke kultureliten få lov at dominere debatten. Demokrati betyder folkestyre, og det er folket, der bestemmer her til lands. Pøbel eller ej.
Giv os demokratiet tilbage.
Relaterede artikler
Ingen har indtil videre kommenteret denne artikel