"Dem, der gik hjem"

Dagbladet Politiken bringer i dag en bevægende artikelserie om en såkaldt ‘børnehaveflugt’, hvor to børn angiveligt har forladt børnehaven i en times tid:

- Vi fik hverken forklaring eller undskyldning. Min kone sad med tårer i øjnene, men pædagogerne viste ingen tegn på at være kede af situationen, siger faderen til den ene af de bortløbne drenge.

- Jeg kan godt forstå, forældrene bliver fuldstændig panikslagne og tænker ‘hvad kunne der ikke være sket’. Når forældre overlader deres børn til pædagoger og institutioner, så er det klart, at de skal have en sikkerhed for, at de børn også bliver passet under betryggende rammer, mener BUPL-formand Henning Pedersen.

Og hva’ så?

Vi var da også to raske drenge, der gik hjem.

Det var en onsdag formiddag, der var filmforevisning i den store sal og jeg spurgte for no particular reason min sidemand om vi ikke skulle spørge om vi måtte komme ud at lege på legepladsen - og så i stedet gå hjem. Var vist bare tidlig skoletræt. Det var et trist gråvejr og pædagogerne undrede sig over, at vi ville ud i det. De fattede heller ikke mistanke, da vi insisterede på at tage vores små tasker med ned - vi ville hænge dem på gelænderet og tage dem med, når vi blev hentet. Vi fandt en legebil og kunne fra den nå det højtplacerede håndtag ud til friheden. Vi gik hjem gennem byen, men kunne desværre ikke finde nogen nøgle og måtte til sidst overgive os til en nabo. Det var temmelig udramatisk. Om eftermiddagen måtte pædagogerne gå bodsgang hjemme hos os - men af een eller anden grund skældte de slet ikke ud. Vi aftalte dog, at vi ikke ville gøre det en anden gang. Helt udramatisk var det vist ikke for pædagogerne…

Siden har vi vist gået under tilnavnet “Dem, der gik hjem”.