Hvem smører lige en million madpakker?

Kraftigt ‘inspireret’ af oppositionens valgkampkrav om gratis skolemad foreslår regeringen nu skole- og institutionsmad til alle landets børn.

Et opslag i Statistikbanken hos Danmarks Statistik viser, at der er 1.081.000 unge mennesker under 16 år. Hvis det antages, at langt de fleste børn og unge i dag er indskrevet på enten dagsinstitution eller skole, er der altså en rund million munde at mætte - hver dag. Læg dertil, at kravet om skolemad på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser ikke vil lade vente længe på sig.

Regeringen skriver:

6. Aktiv forebyggelse – et sundere Danmark
Det er vigtigt at styrke folkesundheden gennem øget forebyggelse. Særligt børns helbred bør beskyttes i forhold til rygning, dårlig kost og for lidt motion. Det er først og fremmest forældrenes ansvar, men det er vigtigt, at samfundet stiller rammer til rådighed, der gør det nemt at have en sund og aktiv livsstil. Bedre sundhed giver også på én gang flere gode leveår og sparer samfundet for udgifter til behandling og pleje.

Konkrete initiativer: Et sundt måltid mad til børn i dagtilbud og skoler. Regeringen ønsker, at alle børn i daginstitutioner og skoler så vidt muligt skal kunne købe sund og nærende mad til en rimelig pris.
Kilde: Mulighedernes Samfund, Regeringsgrundlag, November 2007, VK Regeringen III

Venstrefløjens reaktion er forudsigelig og i den store sammenhæng uinteressant: Godt initiativ, men der mangler ordet “økologisk” og så bør maden være ‘gratis’ (hvilket betyder, at andre skal betale).

Jeg tillader mig at rejse tre spørgsmål:

1. Hvem skal lave maden?
   Der er mangel på arbejdskraft overalt. Hvis det offentlige lægger beslag på yderligere arbejdskraft går det ud over den private sektor, som skal finansiere velfærdsstaten og dermed skolemaden. Det er en lose-lose situation.

2. Hvor skal maden laves?
   Har man tænkt over hvor den megen mad skal tilberedes? Skal der investeres milliarder i “skolekøkkener” lokalt på den enkelte skole? Skal der bygges madfabrikker centralt placeret i den enkelte kommune? Skal private cateringfirmaer til at smøre madpakker?Skal Beredskabstyrelsen rykke ud med den store suppegryde?
3. Hvem skal betale?
   Børnene skal kunne købe maden til en rimelig pris, står der. Men skal børnene mon selv betale? Skal vi sætte arbejdsalderen ned fra 13 år til… nul? Det kunne da lette på avisdistributionen, hvis vi fik et øget arbejdsudbud også i den lave ende af aldersskalaen! Skal forældrene betale? Jeg har hørt længe nok på politikere til at forstå, at “en rimelig pris” betyder en betaling UNDER kostprisen, og at der således lægges op til en delvis skatteyderfinansiering.

Grænser for velfærdsstaten?
Det er jo svært at være uenig i hensigten. Og det er let at argumentere for den sunde mad til alle. Det ER nemlig vigtigt, at vi lever sundt, at vi får regelmæssige og sunde måltider. Omvendt må der være grænser for hvor meget staten skal blande sig. Et sundt og mættende morgenmåltid giver et godt udgangspunkt for at gå dagen i møde, siger man. Skal staten da komme hjem og lave morgenmad til alle børn? Det er også vigtigt at børnene får børstet tænder, at de bliver iklædt modetøj, så de undgår mobning i skolen. Skal tandplejen rykke ud? Man hører også om familier, der ikke lige får lavet aftensmad hver aften (men indimellem snyder med en pizza). Skal medarbejderne i skolekøkkenerne lige lave en portion aftensmad, nu de alligevel er der? En god nats søvn er helt afgørende for at børnene er parate til at modtage undervisning. Så vi må hellere få vægterne på gaden igen…

Jeg er klar over, at der findes familier, som af forskellige årsager ikke formår at få smurt en madpakke til børnene. Dem må vi kunne hjælpe på en anden måde end ved at staten skal smøre madpakker til alle!

Og lige et PS: Hvem er egentlig mest solidarisk / egoistisk: Den der ikke vil betale for andre børns mad - eller den, der forlanger at andre skal betale for sine børns mad?